Hizb ut-Tahrir i Danmark – farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?
Aarhus Universitetsforlag, 2003 (med Torben Rugberg Rasmussen og Kirstine Sinclair) Denne bog giver et samlet overblik over Hizb ut-Tahrirs ideologi, struktur, hvervningsmetoder, pressestrategi, retorik, selvforståelse og historie. Udgangspunktet er Danmark, men bogen rummer udblik til Tyskland, England, Mellemøsten og Centralasien.
Bogen bygger ikke alene på den alment tilgængelige forskningslitteratur og på Hizb ut-Tahrirs egne skrifter, men også på interviews med tidligere og nuværende medlemmer, både kvinder og mænd, og gruppens talspersoner i ind- og udland samt en række fremtrædende danske muslimer.
Anmeldelser
Rune Engelbreth Larsen, Tidskriftet Graf nr. 3/2003
I bogen Hizb ut-Tahrir i Danmark afdækker, endevender og udtømmer Malene Grøndahl, Torben Rugberg Rasmussen og Kirstine Sinclair de relevante aspekter af dette tilsyneladende uvante fænomen i det danske samfund. (…)
Det, der er bogens ekstra styrke, er netop, at dens saglighed og grundighed rækker langt videre end til afdækningen af det berygtede partis specifikke historie, selvforståelse og betydning i islamiske miljøer såvel som i det danske mediebillede. Hvad enten man finder Hizb ut-Tahrir interessant eller ej, kan bogen læses for sine præcise sproganalyser og loyale præsentation af de forskellige synspunkter på de behandlede problemstillinger, der har relevans ikke bare for debatten om Hizb ut-Tahrir, men for den meget bredere refleksion over demokratiets spilleregler og pressens virkemidler, ikke mindst politisk såvel som journalistisk retorik i det hele taget.
Adam Holm, Politiken
I en tid, hvor den islamkritiske tendens har rygvind i dele af medierne og det politiske liv, træder de tre forfattere op imod blæsten og forsøger sig med en mindre fordømmende og mere nøgtern læsning af, hvilken slags parti Hizb ut-Tahrir i grunden er.
Af Michael Irving Jensen, Information
Vi kan glæde os over, at der med bogen nu foreligger et materiale, således at diskussionen om Hizb ut-Tahrir kan foregå på et betydeligt mere nuanceret og kvalificeret grundlag end tilfældet har været hidtil.
Tilbage |